David mod Goliat er den passage i Mosebøgerne, der bedst repræsenterer den menneskelige verden: en konstant magtkamp. Hvis bibelteksten er optimistisk, når den giver en bonde sejren, ser det ud til, at "Gud er død". Den sociale retfærdighed er illusorisk, de store vinder altid over de små, de fattige taber til de rige, og sådan går verden videre. At rejse et manifest til ære for alle samfundets tabere er ikke en gentagelse af den kamp, som Marx førte, og som tilskyndede proletariatet til at gøre oprør. Problemet er her tværtimod drejet i den modsatte retning ved at fremlægge en tekst, der hylder liberalismen, den eneste doktrin, der sikrer, at alle kan slippe ud af deres oprindelige tilstand takket være deres arbejdskraft. Skal vi så være opmærksomme på ethvert "ondt geni", der forsikrer os om, at han gennem sin karisma ønsker de lavere klassers bedste?